I begyndelsen af 1900-tallet kunne man dele landbosamfundet i fire grupper; godsejere, gårdmænd, husmænd med og uden jord samt landarbejdere. Kernen i landbruget var de ca. 70.000 gårdmandsbrug, hvis størrelse varierede ganske betydeligt fra at ligge på grænsen til husmandsbrugene til at nærme sig mindre godser eller proprietærejendomme. Gårdmændene ejede ca. 75 procent af jorden.

Sammenlægninger for at overleve
Ydre omstændigheder bevirkede, at mellemkrigstiden blev svær for de små landbrug. Først ramtes landbrugsprodukterne af et prisfald, og senere blev afsætningen hæmmet af krisen i verdenshandlen. Selv om hele familien sled og slæbte, var det vanskeligt at få bedriften til at løbe rundt. Efterhånden gik man ind for, at staten støttede tildeling af tillægsjord til indeklemte husmænd snarere end oprettelse af nye brug.

Efter 2. Verdenskrig gennemførtes en omfattende mekanisering i landbruget. En effektiv udnyttelse af maskinerne forudsatte store brugsenheder. De husmænd, der ikke ville opgive landbruget, måtte derfor ty til sammenlægning og opkøb af tillægsjord. På den måde kom de gamle husmandssteder til at ligne de store gårde både i størrelse og produktion. Samtidig blev mange gårdmandsbrug rene familieforetagender, fordi maskiner erstattede den lønnede arbejdskraft.