Med en voksende befolkning i vikingetidens slutning og den tidlige middelalder omkring år 1100, begyndte en omfattende rydning af de udstrakte skove, der på den tid stadig fandtes i Danmark.
Der blev ryddet skov for at skaffe ny agerjord, husdyrene græssede frit og desuden var der et stort behov for træ som byggemateriale til huse, skibe, brændsel m.v.

Det første påbud om at skåne skovens træer kom i 1500-tallet: Det blev forbudt at bygge rene tømmerhuse (bulhuse) og bindingsværkshusene vandt frem. Alligevel fortsatte skovarealet med at falde til kun 3% af landets samlede areal omkring år 1800. 

Græsning med husdyr i skovene forhindrede nye træer i at vokse op. Derfor indførtes i 1805 fredsskovsforordningen, hvor græsning i skoven blev forbudt ved lov, og med et krav om at skovarealer skal holdes bevokset med højstammet skov.

Skovloven fra 1989, der regulerer skovdriften, siger at træproduktion, såvel som hensynet til landskab, kulturhistorie, miljøbeskyttelse, vild natur og friluftslivet skal tilgodeses i skovens drift.
I 1999 var ca. 10% af Danmarks areal dækket af skov og skovarealet vokser stadig.